Juleevangeliet binder os sammen

Man siger, at de store fortællingers tid er forbi. At det i dag er den individuelle livshistorie, der skal give mening og fortælles, så den skiller sig ud fra de andres. Men vi har stadig nogle få stærke fælles fortællinger, som vi lytter til og genfortæller år efter år. Juleevangeliet er en af dem.

Julen sætter de fleste af os den individuelle historiefortælling på pause og gør som alle andre. Vi spiser det samme, synger det samme og lytter til den samme fortælling om, da Jesus blev født. Men hvad betyder det for os og fællesskabet at høre juleevangeliet igen og igen, og hvad gør det til en god historie? Udover det indlysende skelsættende i, at det netop er her, Jesus bliver født, og vores tidsregning begynder, så har det muligvis også at gøre med historiens opbygning. Den bygger nemlig på en klassisk dramaturgi, som vi stadigvæk i dag ser gentaget i populærkulturens fortællinger, for eksempel i bøgerne om troldmanden Harry Potter. Men det handler også om, at det giver os tryghed at blive bekræftet i at have en fælles historie.

Fortællingen om Maria, Josef, Jesusbarnet, englene og hyrderne kender vi fra folkeskolen, juleafslutninger eller gudstjenesten den 24. december, hvor historien traditionelt bliver læst højt. Nogle læser den også op til juleaften med familien. Selv hvis vi ikke hører selve juleevangeliet, er det så godt som umuligt at gå gennem december uden at støde på elementer fra det andre steder – i julesange, salmer og udstillinger med julekrybber.