Fødsel og navngivning

Fødselsregistrering

En fødsel registreres på baggrund af en jordemoderanmeldelse/digital anmeldelse. Forældre skal således ikke anmelde fødslen.

Er barnets forældre ikke gift, skal man udfylde en omsorgs- og ansvarserklæring, se under punktet faderskab. Erklæringen udfylder man på www.borger.dk.

Er forældrene født i udlandet medbringes opholdstilladelse, udenlandsk pas eller indfødsretsbevis.

Reglerne om fødselsanmeldelse gælder uanset om du er medlem af folkekirken eller ej.

Hvis du føder i udlandet og har dansk folkeregisteradresse skal det registreres af folkeregistret, når forældrene indrejser med barnet.

 

Faderskab

Hvis I er gift, bliver ægtemanden automatisk registreret som barnets far, når barnets fødsel bliver registreret. I får derved fælles forældremyndighed over barnet.

Hvis I ikke er gift og ønsker fælles forældremyndighed over jeres barn, skal I senest 28 dage efter fødslen udfylde en omsorgs- og ansvarserklæring om faderskab. Det gør I digitalt med MitID på borger.dk.

Ønsker I at få registreret faderskabet før barnets fødsel eller senere end 28 dage efter barnets fødsel, skal I udfylde blanketten ”Faderskab og forældremyndighed (før fødslen og senere end 28 dage efter fødslen)”. Det gør I digitalt med MitID på borger.dk.

Hvis I ikke har nået at få faderskabet registreret ved sognet/kommunen inden 4 uger efter fødslen, kan I afgive en omsorgs- og ansvarserklæring i forbindelse med den faderskabssag, som Familieretshuset rejser. Så snart vi modtager oplysninger om barnets fødsel, sender vi et brev til barnets mor med et link, som I kan benytte til at udfylde erklæringen.

Er én af jer under 18 år, skal omsorgs- og ansvarserklæringen altid sendes til Familieretshuset.

Faderskabet kan ikke registreres ved fødslen, hvis moren inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret.

Når to kvinder vælger at få et barn et sammen, kan medmoderskabet bestemmes inden assisteret reproduktion (kunstig befrugtning). Et registreret medmoderskab giver både barnet og medmoderen en række rettigheder og pligter. 


Medmoderskab

Når to kvinder vælger at få et barn et sammen, kan medmoderskabet bestemmes inden assisteret reproduktion (kunstig befrugtning). Et registreret medmoderskab giver både barnet og medmoderen en række rettigheder og pligter. Læs mere på borger.dk.

 

Navngivning

Alle børn skal have et navn senest 6 måneder efter, at de er blevet født.

Hvis du ønsker at navngive dit barn uden dåb, skal du gøre det på borger.dk. Hvis I har fælles forældremyndighed, skal begge underskrive ansøgningen.

Hvis der er særlige forhold, der gør, at du ikke kan anvende digital selvbetjening, bestemmer personregisterføreren på kirkekontoret, hvordan du skal indgive din ansøgning.

Hvis du tilhører et af de anerkendte trossamfund, kan du sende en ansøgning til personregisterføreren i trossamfundet.

Personregisterføreren besvarer spørgsmål om ansøgningen.

Ønsker du at navngive dit barn ved dåb, kan du læse mere om det her. 

Kilde: familieretshuset.dk og borger.dk